Danish psychologist compares #MeToo movement with Nazi Gestapo

Opinion I Washington Examiner den 17. april 2019.

In an opinion piece published over the weekend, Danish psychologist and therapist Finn Korsaa likened the #MeToo movement there with the Nazi Gestapo. Korsaa, a privately practicing psychologist, author, and regular columnist at the Danish daily Berlingske, said that the push for female equality has gone too far. That a columnist living in one of the most progressive parts of the world would say this speaks volumes for the trajectory of the #MeToo movement here in the United States. 

Korsaa took issue with workplace gender quotas, pointing out the logical fallacies. “The issue of women’s quotas in corporate boards has long been like a hot potato. But how come no one insists on changing the significant overrepresentation of female psychologists? And why do we never ever hear demands for more men in the role of nurses?” Korsaa wrote.

He then said he believes the origin of the current “feminist offensive,” which virtually demonizes all masculinity, stems from the way democracy ultimately overcame extreme “patriarchal” movements — Nazism and communism. Like a pendulum, ideological reactions have swung from one ideal to the other. 

“We have therefore come from one extreme to another. Where the Nazis had Gestapo and the communists had the KGB, modern feminism has its own ‘home guard,’ in the form of the #MeToo movement and social justice warriors, who with their moral imperative seek to ensure that feminine values can maintain their monopoly through moral and political correctness,” Korsaa explained. 

Of course Korsaa would be intimately familiar with this concept of extreme equality, given his geographical location. The collectivist mentality rings loud and deep in Scandinavia and the surrounding regions, and is often rooted in “Jante Law,” originally coined by Aksel Sandemose. Jante Law boasts of a socialist-style Ten Commandments, like “You’re not to think you are more important than we are” and “You’re not to think you are anything special.” 

Korsaa identified and even praised the polar opposite of this equality — which is found in traditional masculine values, which are now shunned. Channeling what seemed to be his own inner Dr. Jordan Peterson, Korsaa said masculine values–protection, hierarchy, sacrifice, and struggle — have value in society but are now met with contempt. 

While it certainly doesn’t seem like America’s #MeToo movement looks anything like a Gestapo — the Washington Post, the New Yorker, and the New York Times all won Pulitzers Monday for shedding light on sexual assault and harassment — one can also easily see how the U.S. tends to follow suit with Scandinavia in many ways. If Korsaa is at all right, America should go forward with caution, apprehending sexual assault and identifying harassers, but without setting up its own “home guard” that demonizes and dismisses masculine values. 

Nicole Russell is a contributor to the Washington Examiner’s Beltway Confidential blog. She is a journalist in Washington, D.C., who previously worked in Republican politics in Minnesota. She was the 2010 recipient of the American Spectator’s Young Journalist Award.

Psykolog: Adskillelse er blevet tivoliseret i vores overflodssamfund

Kronik i Kristeligt Dagblad den 15. august 2019.

Et hjem er noget man rejser fra, for ellers har man ikke noget at vende hjem til. Man farer til østen og man rejser til vest blot for at erkende, at hjemme er bedst. Denne opskrift blev opfundet i oplysningstiden og bygger på den idé, at man ved at følge formlen: hjem – ude – hjem, kunne udvikle sig personligt. Jens Baggesen rejste ud i verden for at komme væk fra en ulykkelig kærlighed. H. C. Andersen elskede at rejse, og på trods af strabadserne udbrød han: ”At rejse er at leve”. Dog ingen udlængsel uden hjemve, som det fx kommer til udtryk i sangskriveren Allan Olsen livs odysee: ”Jeg skulle hele tiden holde fast ved det, jeg var kommet væk fra”. Således fornemmer man en dialektik, der rummer både adskillelse og hjemlængsel.

         Der er dem, der rejser ud i verden og aldrig kommer tilbage igen. Det er Moses frigørelse fra Farao et eksempel på. Efter de ti plager lykkedes det endeligt Moses at komme over det Røde hav og aldrig siden har man se et så markant brud med familien! En anden adskillelseshistorie finder man i Lukasevangeliet, der handler om en mand, der havde to sønner. Den yngste blev træt af den hjemlige trummerum, og faderen modsatte sig ikke sønnens trang til at rejse. Ude i den store verden ødslede han sin arv og kom i nød. Han rejste da hjem og faderen blev lykkelig ved at få sin søn hjem igen. 

Der findes moderne mennesker, der som Moses afskærer enhver forbindelse med forældre og familie, mere almindeligt er det nok, at man kommer hjem engang i mellem. Trangen til at frigøre sig fra forældregenerationen er måske den mest elementære drift og kan antages at have været medvirkende til at sprede menneskene ud over hele planeten. Det man rejser fra, er traditionen, og den kan være så hæmmende, at den kvæler enhver trang til frigørelse. Man overser imidlertid at traditionen også kan være en hjælp i den unges psykologiske frigørelsesprocess. Derfor blev Søren Kierkegaard hjemme bag Københavns volde, hvor han foretog en indre rejse, der ikke står tilbage for strabadserne ved at køre i postvogn ned gennem Europa. Hvor Jens Baggesen fik rystet sine nyre løse af vognens voldsomme bevægelser, blev Kierkegaard rystet i sin sjæls inderste og skabte grundlaget for en moderne psykologisk teori.  

Som så meget andet er adskillelsesprocessen blevet tivoliseret i det moderne overflodssamfund. Det kommer fx til udtryk i opfindelsen af ferien og turistrejsen, der målt i kilometer får den klassiske dannelsesrejse til at ligne en spadseretur. Mentalt er der imidlertid ikke tale om adskillelse takket være smartphonen. Man får i det hele taget det indtryk, at den følelsesmæssige adskillelse mellem generationerne er blevet næsten umuliggjort. Forældrene holder jo så meget af deres børn og slipper dem nødigt. Og børnene har svært ved at frigøre sig, for forældrene virker så fortabte og hjælpeløse. Det er i det hele taget blevet vanskeligt for de unge at frigøre sig følelsesmæssigt fra forældregenerationen, et problem, der blev påvist i Salingers roman Forbandede ungdom, der udkom i Danmark i 1953. Salinger skildrede hvordan muligheden for at komme fri af forældrebindinger stort set var en umulighed. Dog, frihedstrangen er usvækket og hvor skal den så komme til udtryk når den ikke kan føre til et generationsopgør? Det omformes til en social begivenhed, som der bliver plads til i et tivoliserede overflodssamfund (Eller skulle jeg hellere skrive: Det postmoderne samfund, der er et meget bedre udtryk, fordi det antyder, at de gode gamle moderne dage er forbi, ligesom postvæsnet). Det bliver omdirigeret og omstruktureret til et socialt fænomen og bygger på den tanke, at det ydre uden videre er udtryk for det indre. Den private frigørelsestrang var blevet til et socialt oprør.

Det første spektakulære udtryk for denne filosofi udfoldede sig i 1980’erne hvor de såkaldt autonome kæmpede med ordensmagten. Der var tale om unge, som havde været uden mulighed for at løse generationsopgøret med mor og far og derfor var henvist til at kæmpe frigørelseskamp med politiet. De havde ikke i tide lært at respektere en autoritet, og derfor måtte de lære det i sammenstødet med politiet. Det førte til voldsomme kampe i gaderne på Nørrebro, et generationsopgør med fuld pressedækning.   

Et andet eksempel er punk-bevægelsen hvor hundehalsbåndet blev et symbolsk udtryk for en ubrydelig følelsesmæssig afhængighed. Jesper Reisinger, der blev en af punkbevægelsens ledende figurer i 1980’erne, var selv et eksempel på en ung mand der ikke kunne komme fri af bindingen til forældrene, og han sad derfor hjemme hos mor og far og udarbejdede det ideologiske program for punkbevægelsen. Dens højdepunkt var sammenstødet med rockere på gammel Torv, som kunne levere en omgang rituelt betonede øretæver. 

Et eksempel af nyere dato er meetoo bevægelsen, der bygger på forurettelse. Der er tale om kvinder, der følte sig forulempede og krænkede og uden mulighed for at få det godt med sig selv før de havde fået hævn. Lidt på samme måde som hekseprocesserne i 1600-tallet. Meetoo bevægelsens ofre undgik dog at blive brændt, og måtte nøjes med den sociale gabestok og domfældelse uden retssag. 

Endnu et eksempel har man i de ideer, der er knyttet til an til grupper af seksuelle minoriteter, der bestrider kønnets biologiske forankring. Mennesker har imidlertid altid haft problemer med at fortolke og undertiden udholde deres køn, men nu er det ikke længere et privat problem, men en social konstruktion. Det har giver meget at grine af, men det er netop der, diskriminationen komme ind i verden og den skal naturligvis forbydes. Derfor bliver man ustandselig konfronteret med krænkelses- og rettighedskrav. Vi har kun set begyndelsen af denne udvikling, der indtil videre minder mest om spøg og skæmt. Men man skal ikke lade sig narre, og allerede nu er det muligt i England at blive registreret på facebook med op til 71 forskellige køn. Endelig kan det nævnes, at unge forældres vægring mod at lade deres børn vaccinere, også synes at været blevet indrullet i et generationsopgør, med lægerne som en autoritet, som man må trodse.   

Sammenbruddet af skellet mellem det psykologiske og det sociale, giver anledning til at stille spørgsmålene: Førte de autonomes kamp med politiet til en personlig udvikling? Kunne punkerne frigøre sig personligt fra forældregenerationen ved at få klø af rockerne? Kan de krænkede kvinder genvinde deres værdighed ved at få mænd sat i gabestokken? Kan de kønsforvirrede finde en løsning på deres problemer, ved at påføre deres medmennesker en ny version af Takt og tone? Kan unge forældre findes deres identitet ved at modsætte sig længestanden?

Svaret er nej. Og jeg skriver det med eftertryk og tager Søren Kierkegaard med i eden. Hans hele filosofi byggede på et sådant nej. Man kan naturligvis yde mindretal en hjælp gennem lovgivning, der giver enhver ret til at være som man er. Men en socialisering af private problemer, kommer uvægerligt til at minde om det felttog som fik Don Quijote til at kæmpe med vindmøller. Det kan være meget underholdende, men det øger kun det udvendige spektakel og belaster de offentlige budgetter. 

Ungdomsoprør har siden 1970’erne rummet et krav om at forkaste regler og frigøre sig fra krav. Kunne man forestille sig et nyt ungdomsoprør, der vendte sig mod den gamle generations let sløsede forhold til moral og normer? Kunne man forestille sig en ungdom, der søger personlig frihed. Den frihed der opstår når man indgår i et forpligtende fællesskab, og ikke fortaber sig selv i et hovedløst oprør mod enhver autoritet.  

Flid er roden til al hæslighed

Berlingske Tidendes kronik, onsdag den 8. august 2019.

Der er noget storartet over, at alle tiders kraftigste isbryder hedder Holger Danske. Den, og gipsfiguren af samme navn, der er placeret i Kronborgs kælder, har det til fælles, at de venter. Ikke på Godot, men på at deres time skal komme, lidt på samme måde som Uffe hin Spage, som man undervurderede, fordi han ikke gad bestille noget. 

            I knaphedssamfundet gav det god mening at bliver forarget over folk, der var dovne. Man var simpelthen nødt til at arbejde for at overleve og det var ikke velset at snylte på andre. Knaphedssamfundet var i århundrederne efter reformationen præget af en puritansk og protestantisk arbejdsetik, der gav mening og sammenhæng og brød på bordet. Men denne ideologi har vist sig at være noget af en katastrofe i overflodssamfundet. Når man arbejder som en gal og producere langt mere end man har brug for, virker det som druesaften, der kvæles af sine egne affaldsstoffer. Hvor gæringen mirakuløst omformer druesaften til den liflige vin, skaber overflodssamfundet en liberalistisk jubelmentalitet, der bygger på en dårlig hukommelse i håbet om at kunne bevare en god samvittighed. Men problemet viser sig i tilskyndelsen til at arbejde, som om man havde fanden i hælene. Det har man måske også, men denne djævel viser sig at være ens egen skyldfølelse. 

            Det er værd at mærke sig, at allerede samme år som Karl Marx døde, udgav hans svigersøn en bog med titlen: Retten til dovenskab.Her gav Paul Lafarques udtryk for, at tre til fire timers arbejde om dagen måtte være nok. Han gjorde sig også tanker om hvordan man så skulle bære sig ad med at dæmpe skyldfølelsen over ikke at arbejde, nemlig ved at pleje sin forstand og sin fysik. I mellemtiden er arbejdstiden faktisk blevet en del kortere, men skyldfølelsen synes ikke at være blevet mindre og det er måske grunden til, at den danske gennemsnitsforbruger har fundet mening i tilværelsen, ved med regelmæssige mellemrum at købe ny bil, skifte køkken ud, bygge garagen om, og i øvrigt købe så meget overflødigt lordt, som han ikke har plads til i huset og som derfor skal anbringes i Pelican Store. Han er med andre ord en taper forbruger, som dæmper sin skyldfølelse og samtidig holder ”hjulene i gang”. Det sikrer den vækst, som næsten alle økonomer efterspørger, men det skaber også skyldfølelse over al det svineri, som produktionen medfører. Hvis mange mennesker ikke skiftede bilen ud, og ikke brugte tid og kræfter på at køre sit overforbrug hen til Pelican Store så ville det imidlertid snart udvikle sig til en økonomisk krise.

         En krises udgang er, ifølge Milton Friedmann, bestemt af hvilke teorier der er til rådighed. Man skal derfor blot sørge for, at der er et alternativ til de populære dommedagsteorier, så skal det nok gå. Sådanne teorier har faktisk allerede været fremsat med en vis vægt. Således kunne man ifølge Evind Larsen (Information 25/3 2014) erfare om den amerikanske sociolog og økonom Juliet Schor, der argumenterede for en nedsættelse af arbejdstiden: ”Jeg kan ikke se noget scenarie, der kan føre til de nødvendige reduktioner i miljøpåvirkningen, uden at arbejdstiden reduceres”, skrev hun. Sammen med økonomerne Tim Jackson, Robert Skidelsky og 14 andre udgav Schor en bog: Why we all need a shorter working week. En af pointerne er, at miljøgevinsten er størst, hvis arbejdstiden nedsættes med hele dage. 

Når man tænker på hvor hurtigt samfundsudviklingen foregår, kan man undre sig over, at erkendelsen af disse indsigelser har været så længe undervejs. Der gik et helt århundrede fra Lafarque satte sin kritik ind til Jacob Hougaard erklærede, at han ikke gad arbejde, et synspunkt, der snart blev evangelium for foreningen Bevidst Arbejdssky Elementer. Tyve år efter dukkede Dovne Robert op i mediebilledet. Han sagde stort set det samme som Haugaard. Robert var medlem afNihilistisk Folkeparti, kontanthjælpsmodtager med tatoveringer og fipskæg.

De to mænds budskab var næsten enslydende, men reaktionerne var yderst forskellige. I 1994 opnåede Haugaard så stor folkelig popularitet med sit løfte om medvind på cykelstierne, at han blev valgt til landets lovgivende forsamling. Dovne Roberts berømmelse derimod varede omtrent så længe som døgnfluens liv. Denne forskel udfordrede de intellektuelle: Har tiderne ændret sig på de tyve år fra Haugaards velmagtsdage til Roberts æra? Lød spørgsmålet. Og professor i psykologi Svend Brinkmann svarede:”Der er sket nogle forandringer i samfundet, og det gør, at det, der var sjovt dengang, ikke er sjovt længere. Vi har fået skærpet det, sociologerne kalder konkurrencestaten. Vi er alle truet i den store globale konkurrence”.

Men måske var det slet ikke hamsterhjulet, der drejede hurtigere rundt. Måske var det blot sådan, at Haugaard havde humor, og det havde dovne Robert ikke. Men hvad er humor? Det er en slags proportionssans, der ifølge Søren Kierkegaard kan bruges til at afgøre om noget er til at grine eller græde over.   

Der er umiddelbart ikke noget komisk i, at mennesket stræber efter lykken. Det er heller ikke komisk, at det moderne demokratis grundlæggere indflettede nogle bevingede ord om retten til at søge lykken. Men det er tragisk, at det er lykkedes at få folk til at tro på det. Enhver ved hvor det stammer fra, for europæisk tænkning er jo ikke er andet end fodnoter til Platons filosofi. Og det er grunden til, at det ikke blev professor Tribinis maxime, der blev udslagsgivende. I en menneskealder forkyndte han en slående sandhed fra en bod på Bakken: ”fuld tilfredshed eller pengene er spildte”. 

Emanuel Thomsen fra Gustav Wieds Livsens ondskablevede mere i overensstemmelse med Platons idé om lykken end med den kristendom som han bekendte sig til. Han var blevet tvunget væk fra den fædrene gård. Tidernes ugunst havde ført til økonomisk ruin og han og hans mor måtte derfor henslæbe tilværelsen i byen. Her gik Thummelumsen omkring og spinkede og sparede og spillede på lotteriet i håbet om at vinde.  

En skønne dag smilede lykken til Emanuel Thomsen. Han vandt så mange penge i lotteriet, at han så sig i stand til at købe den fædrene gård tilbage. Men ikke nok med det. Han havde også penge til at gifte sig. Da nu den første rus og dens vidtløftige fortsætter havde fortonet sig, måtte Thummelumsen imidlertid sande, at hans held ikke havde haft varig indflydelse på hans humør: “Man er jo født med et noget trist Lune over sin Karakter”. 

En dag aflægger Overclausen og Knagsted besøg ude på Thummelumsens generhvervede Møllegård. De parkerer deres cykler og bliver vist rundt, beundrer bedriften og konstaterer, at det alt sammen tager sig ganske godt ud. Men da Thummelumsen følger sine gæster til dørs finder han anledning til at klage: ”Hvad nytter det alt sammen? Hvad kan det nytte – naar glæden ikke vil spire? 

Thummelumsen havde, som mange nutidsdanskere, vundet et herligt liv i overflod, men vil glæden spire? Har det gjort folket lykkeligere? Kan man tro de undersøgelser, der fremfører det synspunkt, at Danmark er det lykkeligste land i verden? Eller går danskeren omkring som Thummelumsen med den skuffelse, der altid ledsager et opfyldt ønske? Det er, skrev hertugen af la Rochefoucauld, lettere at bære ulykken end at bære lykken.