Hjemmefronten

Skrevet af Finn Korsaa den 2. Juni 2020.

Engang kunne en ægtemand beklage sig over sin frigide kone. En moderne mand ville derimod være ked af, at hun ikke har lyst til sex. Impotente mænd eksisterer heller ikke mere, men det gør derimod mænd der mangler lyst til deres koner. Disse ændringer aftegner en bevægelse fra en diagnosticerende sprogbrug til fænomenologisk beskrivelse, fra det psykiatriske til det psykologiske. Det vil sige et skridt i den rigtige retning dersom man gerne vil forstå hvorfor mænd og kvinder føler sig afviste og svigtede i deres parforhold. For nogle bliver de gensidige afvisninger til en rituel praksis og når det har stået på gennem en årrække, giver det ikke længere mening at tale om et forsømt forår, men snarere en tabt sommer.  

Der er dem der slår sig til tåls med at lysten simpelthen siver ud af forholdet med samme uundgåelighed som sommeren der svandt. Overfor en sådan fortolkning står den erfaring, at lysten kan trives og udvikles gennem hele livet. Desuden viser utroskab og sidespring, at lysten på ingen måde er svækket. Man får snarere indtryk af, at den hos nogle par går i dvale, hvilket jo også fremgår af sprogbrugen: hun har ikke lyst til sex, tabt er den ikke. Hvis man ønsker at forstå hvorfor, kan man begynde med at zoome ind på en sproglig ejendommelighed. Det drejer sig om det meget anvendte udtryk: hjemmefront. De færreste brugere gør sig tanker om, at det røber en krigerisk fortolkning af forholdene i familielivet. 

Der er imidlertid ingen grund til panik, snarere er der grund til at hilse denne oplysning velkommen for, som Søren Kierkegaard skrev: ”når der ikke er kamp i elskoven, er denne ophørt”. Og det er jo rigtigt. Der findes par hvor et skænderi hurtigt slutter fordi den ene bliver fornærmet, og det kan føre til en praksis hvor den ene lægger den anden på is, og så er det slut med erotikken. Nag er ikke en følelse, som den erotiske lyst trives i. På den anden side findes der par, hvor et rask skænderi kan ende i en lystig omgang på lagenerne.

Med andre ord, kamp og konflikt er ikke nødvendigvis negative fænomener. Og man går galt i byen hvis man får den idé, at løsningen på problemerne skal findes i at danne en konfliktfri zone omkring parforholdet. Det er tværtimod den sikre vej til parforholdets kedsommeliggørelse og lystens begravelse. Man må derfor undre sig over de parterapeutiske anstrengelser der gøres, for at erstatte kampene i parforholdet med gensidig anerkendelse. Et sådant arrangement har snarere en skjult agenda, nemlig at skabe en hierarkisk orden, hvor kvinden rangerer højst og hvor manden kommer efter børnene og hunden. Ganske vist en acceptabel konstruktion for mange mænd, der har det fint med at være nederst på rangstien, og fint med at have stadig anledning til at brokke sig. Det skyldes, at manden derved får mulighed for at spille rollen som tidens mest udprægede mandetype: drengerøven, der overlader ansvaret til kvinden og bruger sine kræfter på at passe sit arbejde, mens han i fritiden går omkring og dummer sig som Frank i Klovn. Denne konstruktion er imidlertid ganske uerotisk, og er især utilfredsstillende for kvinden, fordi hun dermed får tildelt rollen som mor for sin mand. Spørgsmålet er så, om en mand kan begære den kvinde som han underlægger sig? Det kan være svært og så går regnestykket lige op, og det er en sådan konstruktion, der er baggrunden for megen utroskab. 

Men det er ikke altid at den manglende lyst er synkron. Undertiden kan en kvinde være ulykkelig ved at leve i forholdet til en mand som hun føler sig tiltrukket af, men som afviser hende erotisk. Det skaber naturligvis frustration og samtaler om hendes skuffelse gør blot problemet værre. Kvinden indvier sine veninder i sine skuffelser og sorg og erfare at hun ikke er alene om problemet. Engang var det almindeligt at høre om mænd, der førte sig afvist erotisk af deres koner. Enhver kender historier om kvinder der undskylder sig med hovedpine. Men ligestillingen har åbenbart ført til en ny situation: kvinder som føler sig forsømte og som derfor bliver en furie. 

          Om det nu er den ene eller den anden der afviser erotisk, så rummer historien flere momenter. Bag skuffelsen finder man en magtkamp, hvor parterne skiftes til at nedgøre og ydmyge hinanden, eller sætte hinanden plads, efter en opskrift der kunne minde om ludo: man skiftes til at slå hinanden hjem. Det der det nag som er drivkraften i en magtkamp mellem parterne, der nedbryder erotikken. Og det kan fx foregå ved at han ydmyger ham om dagen, ved at tale nedsættende til hende eller påpege at hun nu igen har ladet alle ting rode i stuen. Når det bliver aften og tv er slukket så er det hendes tur til at afvise og såre ham. 

Nu skulle man jo ellers tro, at en magtbalance, der er konstrueret efter ovennævnte anerkendelsesprincip ville føre til, at der blev ro på hjemmefronten. For når begge parter har accepteret deres position i hierarkiet, så skulle der jo ikke være mere at slås om. Men sådan fungerer kærlighedslivet ikke. Erotik bygger ikke på ligeværdighed eller andre former for kedsommelighed. Dens natur er forbundet med modsætning og drama, og udfolder i en sitrende spænding der driver lysten frem. Det er således spændingen i forholdet, nerven i lysten, der driver værket og den forsvinder, når kedsommeligheden med naget som tamburmajor gør sit indtog. Men dermed får kampen nye fronter, for man skal aldrig undervurdere en erotisk forsømt kvindes hævn.  Hendes skuffelse og frustrationer kommer før eller senere til udtryk i anklager. Men det mærkelige er at hun ikke beklager sig over at han er en slatten elsker. I stedet anklager hun sin mand for ikke at deltage i husarbejdet, og det kan let udvikle sig til en konflikt om hvornår og hvor tit og hvor godt han støvsuger. Han, der lader sig forføre af ordene, mærker måske ikke engang at han lader sig ydmyge. Han har travlt med at forklare og forsvare sig, hvilket blot gør hende endnu mere ophidset.

Man kunne så synes, at problemet nok har at gøre med, at de to ikke kan tale om det. Men det er langt fra sikkert, at det ville kunne løse deres problem. En samtale præget af uforløste spændinger og nag kan let føre ind i en blindgyde, så man ikke blot taler erotikken ihjel, men tillige begraver den. Det er jo med lysten som amerikaneren siger: when you’re hot, you’re hot, when you are not, you are not. Det kræver i grunden ikke så meget forklaring. Lysten er sjældent et problem i sig selv, den har det på samme måde som appetitten, der jo også kan blive forstyrret af uløste konflikter, som man kender det fra anoreksien. Man kan derfor sige, at det par, der har lært at kæmpe med hinanden, på en sådan måde, at de kan bevare respekten, de har lært det højeste. En kvinde der havde fejret guldbryllup, blev spurgt om hun aldrig gennem sit lange ægteskab havde tænkt på skilsmisse, hvortil hun svarede: ”Nej aldrig, men undertiden på mord”.

         Det drejer sig således om at kunne dramatisere sine konflikter i parforholdet, kvalificere dem så at sige, på en sådan måde, at parterne bevarer den gensidige respekt. Den legendariske tennisspiller John McEnroe sagde engang, at enhver der kan spille tennis ved, at det svære i livet er familiespillet. Det kunne jo skyldes at mand og kvinde har svært ved at finde frem til spilleregler, der kan styre konflikterne, så det ikke ender med at man forsømmer sommerens glæder.    

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *