Flid er roden til al hæslighed

Berlingske Tidendes kronik, onsdag den 8. august 2019.

Der er noget storartet over, at alle tiders kraftigste isbryder hedder Holger Danske. Den, og gipsfiguren af samme navn, der er placeret i Kronborgs kælder, har det til fælles, at de venter. Ikke på Godot, men på at deres time skal komme, lidt på samme måde som Uffe hin Spage, som man undervurderede, fordi han ikke gad bestille noget. 

            I knaphedssamfundet gav det god mening at bliver forarget over folk, der var dovne. Man var simpelthen nødt til at arbejde for at overleve og det var ikke velset at snylte på andre. Knaphedssamfundet var i århundrederne efter reformationen præget af en puritansk og protestantisk arbejdsetik, der gav mening og sammenhæng og brød på bordet. Men denne ideologi har vist sig at være noget af en katastrofe i overflodssamfundet. Når man arbejder som en gal og producere langt mere end man har brug for, virker det som druesaften, der kvæles af sine egne affaldsstoffer. Hvor gæringen mirakuløst omformer druesaften til den liflige vin, skaber overflodssamfundet en liberalistisk jubelmentalitet, der bygger på en dårlig hukommelse i håbet om at kunne bevare en god samvittighed. Men problemet viser sig i tilskyndelsen til at arbejde, som om man havde fanden i hælene. Det har man måske også, men denne djævel viser sig at være ens egen skyldfølelse. 

            Det er værd at mærke sig, at allerede samme år som Karl Marx døde, udgav hans svigersøn en bog med titlen: Retten til dovenskab.Her gav Paul Lafarques udtryk for, at tre til fire timers arbejde om dagen måtte være nok. Han gjorde sig også tanker om hvordan man så skulle bære sig ad med at dæmpe skyldfølelsen over ikke at arbejde, nemlig ved at pleje sin forstand og sin fysik. I mellemtiden er arbejdstiden faktisk blevet en del kortere, men skyldfølelsen synes ikke at være blevet mindre og det er måske grunden til, at den danske gennemsnitsforbruger har fundet mening i tilværelsen, ved med regelmæssige mellemrum at købe ny bil, skifte køkken ud, bygge garagen om, og i øvrigt købe så meget overflødigt lordt, som han ikke har plads til i huset og som derfor skal anbringes i Pelican Store. Han er med andre ord en taper forbruger, som dæmper sin skyldfølelse og samtidig holder ”hjulene i gang”. Det sikrer den vækst, som næsten alle økonomer efterspørger, men det skaber også skyldfølelse over al det svineri, som produktionen medfører. Hvis mange mennesker ikke skiftede bilen ud, og ikke brugte tid og kræfter på at køre sit overforbrug hen til Pelican Store så ville det imidlertid snart udvikle sig til en økonomisk krise.

         En krises udgang er, ifølge Milton Friedmann, bestemt af hvilke teorier der er til rådighed. Man skal derfor blot sørge for, at der er et alternativ til de populære dommedagsteorier, så skal det nok gå. Sådanne teorier har faktisk allerede været fremsat med en vis vægt. Således kunne man ifølge Evind Larsen (Information 25/3 2014) erfare om den amerikanske sociolog og økonom Juliet Schor, der argumenterede for en nedsættelse af arbejdstiden: ”Jeg kan ikke se noget scenarie, der kan føre til de nødvendige reduktioner i miljøpåvirkningen, uden at arbejdstiden reduceres”, skrev hun. Sammen med økonomerne Tim Jackson, Robert Skidelsky og 14 andre udgav Schor en bog: Why we all need a shorter working week. En af pointerne er, at miljøgevinsten er størst, hvis arbejdstiden nedsættes med hele dage. 

Når man tænker på hvor hurtigt samfundsudviklingen foregår, kan man undre sig over, at erkendelsen af disse indsigelser har været så længe undervejs. Der gik et helt århundrede fra Lafarque satte sin kritik ind til Jacob Hougaard erklærede, at han ikke gad arbejde, et synspunkt, der snart blev evangelium for foreningen Bevidst Arbejdssky Elementer. Tyve år efter dukkede Dovne Robert op i mediebilledet. Han sagde stort set det samme som Haugaard. Robert var medlem afNihilistisk Folkeparti, kontanthjælpsmodtager med tatoveringer og fipskæg.

De to mænds budskab var næsten enslydende, men reaktionerne var yderst forskellige. I 1994 opnåede Haugaard så stor folkelig popularitet med sit løfte om medvind på cykelstierne, at han blev valgt til landets lovgivende forsamling. Dovne Roberts berømmelse derimod varede omtrent så længe som døgnfluens liv. Denne forskel udfordrede de intellektuelle: Har tiderne ændret sig på de tyve år fra Haugaards velmagtsdage til Roberts æra? Lød spørgsmålet. Og professor i psykologi Svend Brinkmann svarede:”Der er sket nogle forandringer i samfundet, og det gør, at det, der var sjovt dengang, ikke er sjovt længere. Vi har fået skærpet det, sociologerne kalder konkurrencestaten. Vi er alle truet i den store globale konkurrence”.

Men måske var det slet ikke hamsterhjulet, der drejede hurtigere rundt. Måske var det blot sådan, at Haugaard havde humor, og det havde dovne Robert ikke. Men hvad er humor? Det er en slags proportionssans, der ifølge Søren Kierkegaard kan bruges til at afgøre om noget er til at grine eller græde over.   

Der er umiddelbart ikke noget komisk i, at mennesket stræber efter lykken. Det er heller ikke komisk, at det moderne demokratis grundlæggere indflettede nogle bevingede ord om retten til at søge lykken. Men det er tragisk, at det er lykkedes at få folk til at tro på det. Enhver ved hvor det stammer fra, for europæisk tænkning er jo ikke er andet end fodnoter til Platons filosofi. Og det er grunden til, at det ikke blev professor Tribinis maxime, der blev udslagsgivende. I en menneskealder forkyndte han en slående sandhed fra en bod på Bakken: ”fuld tilfredshed eller pengene er spildte”. 

Emanuel Thomsen fra Gustav Wieds Livsens ondskablevede mere i overensstemmelse med Platons idé om lykken end med den kristendom som han bekendte sig til. Han var blevet tvunget væk fra den fædrene gård. Tidernes ugunst havde ført til økonomisk ruin og han og hans mor måtte derfor henslæbe tilværelsen i byen. Her gik Thummelumsen omkring og spinkede og sparede og spillede på lotteriet i håbet om at vinde.  

En skønne dag smilede lykken til Emanuel Thomsen. Han vandt så mange penge i lotteriet, at han så sig i stand til at købe den fædrene gård tilbage. Men ikke nok med det. Han havde også penge til at gifte sig. Da nu den første rus og dens vidtløftige fortsætter havde fortonet sig, måtte Thummelumsen imidlertid sande, at hans held ikke havde haft varig indflydelse på hans humør: “Man er jo født med et noget trist Lune over sin Karakter”. 

En dag aflægger Overclausen og Knagsted besøg ude på Thummelumsens generhvervede Møllegård. De parkerer deres cykler og bliver vist rundt, beundrer bedriften og konstaterer, at det alt sammen tager sig ganske godt ud. Men da Thummelumsen følger sine gæster til dørs finder han anledning til at klage: ”Hvad nytter det alt sammen? Hvad kan det nytte – naar glæden ikke vil spire? 

Thummelumsen havde, som mange nutidsdanskere, vundet et herligt liv i overflod, men vil glæden spire? Har det gjort folket lykkeligere? Kan man tro de undersøgelser, der fremfører det synspunkt, at Danmark er det lykkeligste land i verden? Eller går danskeren omkring som Thummelumsen med den skuffelse, der altid ledsager et opfyldt ønske? Det er, skrev hertugen af la Rochefoucauld, lettere at bære ulykken end at bære lykken. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *