Psykolog: Diagnoser er del af den måde, vi opfatter verden på

Kronik i Kristeligt Dagblad den 6. maj 2019.

Diagnoser er mere end blot diagnoser. De kan være klinisk stringente, men er undertiden indhyllet i en ejendommelig aura af mystik. Det har formentlig at gøre med, at diagnoser er en måde at forstå virkeligheden på. Diagnosens mindste del er tegnet. Man kan opleve det hvis man om natten, får det lange lys af en modkørende bil, og spørger sig selv: Hvad er det tegn på? En advarsel om fartkontrol? Vi lever i en verden af tegn, og bruger vores tid til at fortolke dem ofte uden at tænke så meget over det. Man hører fx om et barn, der ikke kan sidde stille i skolen. Han kommer ustandselig i konflikt, er ukoncentreret og nægter at lave sine lektier. Hjemme tyranniserer han familien og forældrene ved ikke deres levende råd. For 50 år siden ville en sådan adfærd have været et tegn på, at han var trodsig og uartig. I vor tid derimod ved enhver, at han har ADHD. Denne videnskabeliggørelse af tegnlæsningen har tildelt den diagnosticerede en status, som Karen Blixen skrev om i Den Afrikanske farm.Hun fortalte, at de indfødte gjorde hende til en kobberslange, ved at tillægge hende egenskaber og betydninger, som hun ikke kunne værge sig imod og heller ikke forstod. Således kan man sige, at drengen med ADHD blevet gjort til en kobberslange. Men hvordan han skal udfylde den rolle, står der ikke noget om på pilleæsken. 

            ”Fænomenerne kan enhver se”, skrev Goethe, ”men kun den der har noget at lægge i dem kan erkende deres indhold”. Man er måske svimmel, ryster lidt på hænderne og har lidt svært ved at koncentrere sig. Lægen samler disse tegn i en buket og derved når hun frem til en diagnose. Tegnene kommer fra patienten, men den betydning de tillægges kommer fra lægen: Hun fortolker og hendes fortolkningsgrundlag udgøres af en kompliceret struktur af viden, som hun har oparbejdet og udviklet gennem sin uddannelse og professionelle træning. Således er læger, psykologer og psykiatere alle tegnlæsere, semiotikere, som det hedder hvis det skal være rigtig fint. Det er en sådan tegnlæsning som har fået navn af ICD-manualen (International Classification of Diseases, men måske var man lidt for hurtig med navnet. For det man læser er jo tegn (Signs) og ikke sygdomme (Disease) og derfor burde det hedde ICS-manualen. Det er en vigtig pointe, at diagnosen ikke er identisk med sygdommen sådan som specialpsykolog Klaus Petersen har påpeget (Informations kronik den 23. feb. 2018). 

            Når man kan være tilbøjelig til at mene, at diagnosen er sammenfaldende med sygdommen, hænger det formentlig sammen med, at patienten får status af kobberslange, men dertil kommer, at der til selve ordet diagnose knytter sig en historie, der bringer en fjern fortid i spil. Diagnose kommer fra ordet gnosis, der er betegnelsen for en skjult visdom eller hemmelige, åndelige kundskaber, der er kernen i alle religioner. Det er grunden til, at der omkring en diagnose er en aura af mystik og tro på, at diagnostikeren kan se gennem og ind i patienten. Og at patienten ophøjes som Blixen antydede. 

Disse mekanismer får en særlig gennemslagskraft hvis der kun er et eller få tegn. Hvis man fx får røde knopper, så skriver lægen en recept ud, og fortæller, at man har fået en infektion. Men knopperne kunne jo også læses som udtryk for allergi. Desuden har man jo hørt om, at man kan få røde knopper hvis man har en ubehagelig chef. Ja selv et problematisk ægteskab kan give røde knopper. Hvordan kan lægen nu være sikker på, at det var den rigtige diagnose han stillede? Svaret er, at det kan han heller ikke. Han ved udmærket, at næsten 70 % af hans patienter lider af noget man kalder medicinsk uforklarlige sygdomme. Det betyder, at den praktiserende læge i syv ud af ti tilfælde står overfor noget han ikke ved hvad han skal stille op med. 

De 70% giver plads for amatører, der jo er mennesker, der på en gang gør det de kan, men som overser, at de samtidig gør det de ikke kan. De har naturligvis et fortolkningsgrundlag, men det bygger ikke så meget på en systematisk teoretisk forståelse af menneskenes livsvilkår og sygdomme. Amatøren fortolker og vurdere snarere på samme måde som Don Quijote, der skabte virkeligheden omkring sig på baggrund af sine ideer om hvordan verden burde se ud. Dertil kom hans brændende omsorg for medmennesket. Han var optændt af en ægte trang til at udrydde al uret, bekæmpe enhver uretfærdighed og udligne alle urimeligheder. Han var således det vi kalder et moderne menneske, og det er netop på et sådant grundlag Peter Høeg har bygget sin evne som diagnostiker, som det kommer til udtryk i hans nyeste roman: 

”Første gang jeg hørte om klinikken, var da jeg besøgte min plejebror, Simon, på Nykøbing Sjællands Sygehus efter hans første selvmordsforsøg.

            Han have enestue, han sad op i sengen da jeg kom ind, i hospitalets hvide t-shirt, hans hoved virkede meget stort. Det fik ham til at ligne et barn på to år. …

            På dette tidspunkt havde han kone og børn og et halvt liv bag sig. Han havde en krop som nogle ville kalde veltrænet, han løftede vægte og løb. Og en personlighed hvorom jeg havde hørt mange sige at den var charmerende og kraftfuld. Men i denne situation, her på sygehuset, virkede det som om træningen og personligheden var skaller der var lagt på for at beskytte den han virkelig var. Som var et lille barn. I den nærhed fik jeg en forståelse. Ikke som ord, de kom først senere, snarere fysisk: Af at det han havde gjort, havde en mening. At selvmordsforsøget var barnets forsøg på at sprænge skallerne så det kunne få kontakt med verden. Og at det var afgørende at det barn ikke igen blev spærret ind. Gjorde det det, ville der komme endnu et forsøg. Som ville lykkes” (”Gennem dine øjne”).

Der var noget ved Don Quijote, der fik ham til at se onde kæmper, hvor andre så vindmøller. På samme måde ser Høegs fortæller et stort hoved, skaller, der skal knuses og et indespærret barn, hvor andre ser en voksen mand i en alvorlig livskrise. Det Høegske fortolkningsgrundlag, bygger på forestillingen om, at realiseringen af barndommens følelsesliv er livets egentlige mening. Skallerne skal tilintetgøres så det barnlige selv kan udfolde sig frit.

Høegs idé om livets mening, står således overfor en traditionel forståelse af, at barndommen er et stadie på livets vej, noget man normalt forlader for at finde fodfæste i voksenlivet. Men Høeg har ikke grebet sine ideer ud af luften. Det fremgår af terapeutiseringen af dannelsesidealet som det er blevet synligt gennem de senere år. Således tumler mange mænd ubehjælpsomt og ansvarsfrit omkring og kan blive et mareridt for enhver kone eller kæreste. Hvor Don Quijote stod alene med sine forestillinger og ideer, som godtfolk grinede af, viser det sig således, at Høegs verdensbillede har tidsånden med sig.Realiteterne er derfor, at drengen, der er på vej til at blive mand, mister orienteringen fordi han ikke har andet mål med sin udvikling end at bevare sin kobberslangestatus. Høegs fortæller tilbyder Simon en mening med tilværelsen ved at stille ham en identitet for øje, der skal realiseres ved at babyen i ham skal frigøres! 

Høeg har tidligere indlagt sig store fortjenester ved at udvise en seismografisk fornemmelse for kvinders overmenneskestatus (Frk. Smilias fornemmelse for sne ogEffekten af Susan)og har samtidig bidraget flittigt til at udpege den modne mand som en gemen forbryder. Nu vil han så med sin nye roman være fødselshjælper for den selvmordstruede mand. Det er både til at grine og græde over.